Sandplay terapi for børn, unge og voksne

Sandplay terapi egner sig rigtig godt i arbejdet med børn/unge, som har være udsat for akutte belastninger der påvirker deres trivsel; f.eks. skilsmisse, sygdom, misbrug i familien, dødsfald i familien. Sandplay er også en god støtte til børn/unge med tilknytningsforstyrrelser og depressioner m.v.

Jeg  arbejder også med børn/unge med mere generelle belastninger f.eks. dårlig trivsel hjemme og i skolen, koncentrationsproblemer, lavt selvværd osv.
Samt adopterede børn/unge da disse metoder er særdeles velegnet til adoptionsrelaterede vanskeligheder.

Når børn/unge er i terapi forudsætter det løbende samtaler med forældrene om hvordan de kan støtte og forstå barnets/ den unges udvikling i terapien.

Sandplay er et terapeutisk værktøj, som tager udgangspunkt i menneskets oprindelige evne til at symbolisere og bearbejde til heling. Man kan kalde denne kreative terapiform for et terapeutisk værksted til at hele følelsesmæssige sår og udvikle sig psykisk.

I dette terapeutiske værksted, som består af to sandkasser samt en masse forskellige symbolfigurer, kan du opbygge dit personlige billede ved hjælp af sand og figurer. Sandplay billeder giver mulighed for at arbejde med komplekse, undertrykte og ubevidste processer, hvorved du kan få fornyet tilgang til dine ressourcer.
Over tid kan du nænsomt arbejde med dine indre følelsesmæssige, psykiske og ubevidste udfordringer og derigennem undersøge og udvikle dig. Nogle gange arbejdes der ud fra en følelsesmæssig tilstand, som måske ikke kan beskrives eller forklares, eller måske en drøm – andre gange arbejdes ud fra en konkret oplevelse, som du har eller har haft.

                    

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *